Inden I tager den endelige beslutning om at føde hjemme, tilbyder vi et uforpligtende hjemmebesøg med en af jordemødrene i jeres kommune. Her får I mulighed for at stille alle de spørgsmål, I måtte have, vende eventuelle bekymringer, samt fortælle om tidligere fødselsoplevelser. Vi anbefaler, at I skriver jeres spørgsmål ned på forhånd, så I er sikre på at få svar på alt det, I har brug for. Find jeres jordemødre her.
Vores hjemmefødselsordning bygger på, at I kender jeres jordemoder. Dette er essentielt, for at sikre den tryghed og kontinuitet, som giver fødslen de optimale betingelser. I knyttes til et team af to til tre jordemødre, som I lærer at kende gennem konsultationerne. I de fleste områder tilbyder vi både individuelle konsultationer og gruppekonsultationer.
I kan tilmelde jer når som helst i graviditeten, helt frem til termin, men jo tidligere I tilmelder jer, jo bedre når vi at lære hinanden at kende inden fødslen. Vi anbefaler, at I kontakter os, når I har været til nakkefoldsscanning, eller hvis I har fravalgt dette, så omkring uge 13.
Her foretager vi forskellige graviditetsrelaterede undersøgelser, såsom at lytte hjertelyd, vurdere fosterskøn, tjekke blodtryk og urin med mere, ligesom der vil være tid til at vende det, der rører sig hos jer. Vi tilbyder mellem 7-10 konsultationer i graviditeten, alt efter på hvilket tidspunkt i graviditeten, I tilmelder jer. Der afsættes ca. 1 time til hver konsultation. Første hjemmebesøg er i uge 14 -16.
Herefter er der konsultationer i graviditetsuge 22, 29, 34, 36, 38, 40, 41, 41+3 (hvis ikke der 41+3 tilbydes overtidsvurdering på hospitalet) og 41+6. Hvis du går over tid, og det nærmer sig en eventuel igangsættelse på hospitalet, tilbyder vi fødselsmodnende tiltag såsom hindeløsning, akupunktur og rebozo.
Hvis du vælger gruppekonsultation, begynder du i gruppen omkring graviditetsuge 32-35. Her mødes du med andre gravide i området, som også har valgt at føde hjemme, og der sættes 2,5-3 timer af hver gang. Gruppen mødes på skift hos hinanden. Her er der rig mulighed for at udveksle erfaringer, skabe venskaber og tale om det, der rører sig. Jeres jordemødre deltager på skift i gruppen og integrerer i den forbindelse fødselsforberedelse. Vi kommer omkring emner som fødsel, smertelindring, vandfødsler, amning og familiedannelse med mere. Vi låner et rum i hjemmet, hvor vi foretager de individuelle graviditetsundersøgelser. Når alle i gruppen har født, siger jordemødrene farvel. Herefter fortsætter mange grupper ofte i barselsperioden, organiseret af medlemmerne selv - nogle endda i mange år efterfølgende.
Når du er i aktiv fødsel, vil en af jeres jordemødre komme og være hos jer under hele forløbet og blive hos jer i hjemmet i 2-3 timer efter fødslen. Her sikrer vi os, at I alle har det godt, inden vi tager afsted. Hvis der skulle opstå komplikationer under fødslen, eller hvis I ønsker at blive overflyttet til sygehuset (eksempelvis med henblik på medicinsk smertelindring), overflyttes I til den fødeafdeling, I er tilknyttet, sammen med jeres jordemoder. Hvis I ønsker det, bliver hjemmefødselsjordemoderen hos jer inde på fødeafdelingen, til fødslen er afsluttet.
Ved overflytningen tilknyttes I ligeledes en jordemoder fra fødeafdelingen, som overtager ansvaret for fødslen. Overflytning til sygehuset foregår oftest stille og roligt i egen bil og forekommer i ca. 10% af fødslerne i Hjemmefødselsordning Sjælland. De fleste af dem, der bliver overflyttet er førstegangsfødende. Det skyldes, at førstegangsfødsler kan være langvarige, og derfor oftere kræver medicinsk smertelindring eller hjælp til at få afsluttet fødslen.
I de første dage efter fødslen kommer jeres jordemødre på to barselsbesøg i hjemmet og undersøger, om alt er vel, ligesom I får mulighed for at tale fødselsforløbet igennem. I denne forbindelse tages også PKU (hælblodprøven), såfremt I ønsker det. Hørescreening tilbydes inden for 10 dage på det hospital, som I er tilknyttet.
Øvrige graviditetsundersøgelser foretages hos egen læge, mens nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning foregår på det af Regionens sygehuse, som I fortsat er tilknyttet i forløbet.