Partnerens rolle

Det er vigtigt for os at du, som den kommende mors partner, også føler dig inddraget og tryg, når I vælger at føde hjemme. Vi opfordrer til, at du er en del af forberedelserne, både praktisk i hjemmet og til fødselsforberedelse. Det kan også være rart for dig, at du har mødt jeres jordemødre inden fødslen. Deltag derfor meget gerne når jordemødrene kommer på besøg, og få stillet alle de spørgsmål, du måtte have til forløbet under graviditeten og ved selve fødslen. 

Derudover er det en god idé, at I sammen taler forventninger til fødslen igennem. Som partner til den fødende er du den, der kender hende bedst og er derfor den vigtigste støtte gennem graviditeten, under fødslen og når I er blevet forældre. Nogle gange kan det være nødvendigt, at du er hendes talerør, hvis hun ikke selv har overskud til at kommunikere.  

Når I vælger hjemmefødsel, er der også flere praktiske ting, der skal tages hånd om,  end hvis I føder på hospitalet. Som partner bliver det oftest din opgave at sørge for disse ting. Det kan eksempelvis være at forberede varme håndklæder, fylde fødekar og at finde mad og drikke til den fødende. For mange kan det være rart at have nogle konkrete opgaver i forbindelse med fødslen, for at føle at de bidrager til, at tingene omkring fødslen fungerer.

Nogle par vælger også at have en fødselshjælper med til fødslen, enten fordi parret ønsker, at en anden tager sig af de praktiske opgaver, så partneren så kan koncentrere sig om at yde støtte, omsorg og opbakning til den fødende, eller fordi han eller hun måske har det svært med fødsler, og således kan få mulighed for at trække sig lidt, hvis der er behov for det. Det er en god ide, at I taler om det forinden, eventuelt sammen med en af jeres jordemødre, og afklarer om I ønsker at have en eller flere andre med til fødslen.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram