Hvorfor vælge hjemmefødsel?

En hjemmefødsel er for jer, som er tryggest i jeres eget hjem og ønsker en rolig fødsel under de rammer, I selv har lyst til at sætte for netop jeres fødsel. Det er for dig, som ønsker en naturlig fødsel uden medicinsk smertelindring eller indgreb.

Under fødslen spiller hormonet oxytocin, ofte kaldet “kærlighedshormonet”, en særlig rolle for fremgang og veer, mens endorfiner sørger for smertelindring og gør det nemmere at håndtere veerne. Oxytocin og endorfiner har de allerbedste betingelser, hvor den fødende er mest tryg og hvor der er ro, plads og tid til, at hun kan arbejde med veerne på sin egen måde, med støtte fra en kendt jordemoder og sin partner. En hjemmefødsel skaber altså de optimale rammer for, at både krop og sind kan arbejde med veerne og give jer en god fødselsoplevelse.

Ved en hjemmefødsel har I jeres egen, kendte jordemoder. Det er en fordel, både fordi det er trygt, men også fordi hun kender jeres ønsker til fødslen og de tanker, forestillinger og eventuelle bekymringer, I har haft gennem graviditeten.

I jeres eget hjem er det jordemoderen som er gæst hos jer, ikke omvendt. I har jeres egen mad i køleskabet, egen kaffe på kanden og behøver ikke at ringe efter nogen, for at få et glas saft. I har mulighed for at skabe netop det fødselsrum, som er rart og trygt for jer, – det er jer, der bestemmer. I bestemmer også selv, hvem I vil have med til fødslen, eksempelvis bedsteforældre eller søskende, alle er meget velkomne. Hvis I ønsker at have børn med til fødslen, anbefaler vi altid, at der er en voksen til stede, som kan være der for dem.

I slipper for transporten mellem hjem og sygehus, der for nogen kan føles lang og ubehagelig, og i nogle tilfælde kan få fødslen til at gå i stå. 

I slipper også for at rejse jer fra de bløde dyner og pakke jeres lille, nyfødte baby ind i tøj og autostol, for at komme hjem igen. I kan bare blive liggende hud mod hud og lære hinanden at kende, så længe I har lyst. I undgår unødig adskillelse og sikrer den ro, som er med til at styrke tilknytningen og styrke jer som familie.

Når I forbereder jer til en hjemmefødsel, forberedes I ikke kun praktisk, men også mentalt til fødslen. At føde hjemme er et aktivt valg, om at tage fødslen i egne hænder, med tillid til kvindens krop og evner til at føde uden unødige indgreb.

Kontakt os
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram