Om skepsis, overvejelser og beslutningen om hjemmefødsel
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk – nok endda afvisende – da Pernille, allerede
inden vi ventede vores andet barn, proklamerede at næste fødsel ville blive en hjemmefødsel.
Jeg forstod hende godt; jeg var jo med ved fødslen af vores første barn, som foregik på
sygehuset og som, grundet travlhed, overbelægning og manglende hænder havde sat sine
spor i os begge, men jeg havde alligevel svært ved at forestille mig vores hjem som et sted,
hvor en fødsel kunne foregå. Fostervand, blod og andre herligheder, lige midt på trægulvet i
stuen? På de hvide vægge, i sofaen, på vores splinternye smart-TV? Jeg ved ikke, hvorfor jeg
forestillede mig at diverse sekreter ville sprede sig mere i vores hjem end på en fødestue, men
det var bare som om, at fødslen, for mig, hørte til et andet sted end i hjemmet, og så blev disse
indre billeder af blodbad og fostervandsoversvømmelse åbenbart det mest håndgribelige, min
hjerne kunne præstere. Vores kompromis blev derfor, til at begynde med, en fødeklinik. På
den måde kunne Pernille hvile i, at der ville være en jordemoder til os, at der ville være ro, tid
og plads, og jeg ville kunne hvile i at fragte fødslen et sted hen, hvor andre havde styr på
sagerne.

Der gik ikke ret længe, før Pernille alligevel en dag, tidligt i graviditeten med vores datter,
sagde til mig, at hun havde brug for, at jeg gav tanken om hjemmefødsel en chance. Det var
vigtigt for hende, at vi begge var trygge under fødslen, men hun lagde også vægt på, at hun
ikke havde lyst til at køre i bil med veer (igen; dét forstår jeg godt – jeg var der sidst), at hun
gerne ville have vores eget køkken med vores eget udvalg af mad og drikke, vores egen bløde
seng og velkendte dyner og puder og slippe for at klæde vores lille nyfødte (og sig selv) i tøj,
spænde hende fast i en stiv og fremmed autostol og køre afsted allerede fire timer efter
fødslen. Hun drømte om at putte på sofaen hud mod hud med vores datter, uden
tidsbegrænsning og uden at være afhængig af andres skemaer. Jeg syntes, at hendes
argumenter var gode og meningsfulde, og jeg vidste, at det betød meget for hende, så vi aftalte
et uforpligtende møde med en jordemoder fra Hjemmefødselsordning Sjælland, som kom
hjem til os for at fortælle og svare på alle vores spørgsmål. Efter dén samtale var der ingen
tvivl. Selvfølgelig skulle fødslen foregå derhjemme, når det var det, Pernille helst ville, og jeg
følte mig tryg og velinformeret. Hun forsikrede mig drillende om, at hvis jeg en dag skal føde,
må jeg bestemme hvorhenne – og efter at have oplevet vores hjemmefødsel, må jeg
indrømme, at vi nok nupper endnu en, hvis jeg en dag skal dét 😉

Om hjemmefødslen fra en fars vinkel
Den lune septembermorgen, hvor Pernille vågnede med veer, var jeg allerede taget på
arbejde. Vores søns fødsel varede mindre end 6 timer fra første ve, så vi var forberedte på, at
det måske ville gå endnu hurtigere anden gang og jeg vidste, at det havde fyldt meget for
Pernille, som gerne ville have bare en lille smule kontrol over det relativt ukontrollerbare
fænomen, en fødsel vel oftest er. Hun ringede derfor til mig og sagde, at hun havde milde,
uregelmæssige veer, så jeg måtte meget gerne gøre det færdigt, som jeg var i gang med, og så
stille og roligt vende næsen hjemad. Hun havde talt med vores jordemoder, som også kendte
til hendes bekymringer om endnu en lynfødsel, og som derfor gerne kom og tjekkede, hvor i
processen vi var, selvom det kun lige var begyndt. Jeg nåede lige at komme hjem til at sende
Albert godt afsted med mormor, og Pernille var rolig og praktisk, pakkede skiftetøj og
løbecykel, sovebamse og bøger, uden at man overhovedet bemærkede, at hun havde veer.
Da Albert var sendt godt afsted bankede Jette på døren. I højt humør talte vi om, at jeg hellere
måtte begynde at finde fødekaret frem og fylde det, hvis det nu gik stærkt, for det betød meget
for Pernille at få den vandfødsel, som rammerne havde forhindret hende i første gang. Jette
havde et middagsselskab samme aften og Pernille jokede med, at det skulle hun nok nå. Mens
jeg var i gang undersøgte Jette hvor langt i forløbet Pernille var, men måtte give os den
nedslående besked, at hun var helt lukket og havde et par centimeter livmoderhals tilbage. At
det i princippet kunne blive samme dag eller om flere dage, det var ikke til at vide. Vi var
derfor helt trygge ved at sende hende afsted igen, efter lidt modningsakupunktur og en
peptalk. Så sad vi ellers dér i sofaen, Pernille med akupunkturnåle siddende i panden og ved
anklerne, jeg i arbejdstøjet. Vi havde nok begge forventet en mandel, der bare lige skulle
smuttes, men nu anede vi ikke om det overhovedet ville fortsætte eller gå i sig selv. Fødekarret
stod halvfyldt med låg på og ventede, ligesom os, på et tegn. Vi satte os til at se en serie, men
jeg tog mig selv i – måske lidt for ofte og lidt for afventende – at kigge mere på Pernille end på
skærmen, som om hun kunne give mig en update på, hvor vi var på vej hen. Da hun blev
tilstrækkeligt træt af min måske også lidt belastende adfærd, sparkede hun mig afsted på
fisketur (i nærheden af vores hus, naturligvis) med forvisning om, at hun ville ringe hvis der
skete mere. Jeg pakkede det mest basale grej og kørte hen og tog et par kast, men det var
svært for mig at samle mig om det. Jeg ringede til Pernille og spurgte, om jeg ikke skulle købe
sandwich med hjem til frokost og dén var hun med på. I mellemtiden havde hun taget et langt
bad, slimproppen var gået og veerne var taget til, så Jette var på vej for at se til hende igen.
Denne gang var livmoderhalsen udslettet og hun var to centimeter åben, så fremad gik det, om
end væsentligt langsommere end første gang. Pernille havde været helt tryg ved at sende Jette
afsted igen, fordi der aldrig var et øjebliks tvivl om, at hun ville komme igen når vi havde brug
for hende. Da jeg kom hjem med frokosten, havde Pernille lavet en varmedunk til sin lænd og
sad med en varmepude på maven. Jeg huskede fra vores søns fødsel, hvordan varme var
hendes bedste (og eneste) lindring, så jeg skyndte mig at fylde resten af fødekarret, så det var
klar når hun ville i. Pernille sendte Jette en SMS og spurgte, hvornår hun skulle ringe efter
hende. Jette foreslog at komme igen, når der var 4-5 minutter mellem veerne, så Pernille tog
tid på et par veer. Der var kun 3 minutter mellem dem. Jette kom med det samme, denne gang
med en stor taske og grinede “nu kører jeg altså ikke igen”. Pernille gik i vandet og arbejdede
med veerne på ligeså beundringsværdig vis som første gang. Jeg satte en kande kaffe over og
sad i sofaen og småsnakkede med Jette – og Pernille, som bød ind i vepauserne. Fødekarret var
placeret hvor vores sofabord plejede at stå, så vi sad ganske tæt og var klar med varme
håndklæder, massage og akupunktur, hvis Pernille skulle have brug for noget. Det meste af
tiden havde hun lukkede øjne, og vi bemærkede kun veernes hyppighed på hendes
koncentrerede vejrtrækning. Eftermiddagssolen skinnede ind gennem ruderne, da Pernille
sagde, at vandet var gået, og inden længe begyndte presseveerne. Alt var roligt, Jette guidede
Pernille i vejrtrækning og pres, så det ikke gik for stærkt. Hun vidste, at Pernille gerne selv
ville tage imod vores datter, så som det mest naturlige i verden guidede hun hende i at holde
og roligt føre Vilja op over vandets overflade, op på sit bryst.

D. 28. september 2018 kl. 16.01, skrev Jette på en lille, lilla badeand, som hun derefter satte i
vandet. Vilja var kommet til verden på den, for os, allerbedst tænkelige måde. I vores egen
velkendte stue, der emmede af ro og nærvær. Pernille blev i det varme vand og ammede Vilja,
som jeg sørgede for at pakke ind i et håndklæde, jeg holdt lunt ved at hælde vand på det med
en lille skål. Jette greb min telefon og både filmede og tog et par billeder, som for os er helt
uvurderlige. Efter en times tid lagde Pernille og Vilja sig op på sofaen, som vi havde dækket af
og redt op med bløde puder og dyner, og så lå de dér, hud mod hud, præcis som jeg vidste, at
det var vigtigt for dem. Jette sad i sofaen og færdiggjorde journalen og bedst som vi havde
besluttet at vente med at måle og veje, leverede Vilja en kæmpe portion mekonium på sin
mor. Vi grinede, forevigede det med endnu et par billeder og fik vasket dem begge, Jette
undersøgte Vilja og så lagde de sig tilbage under dynerne.

Jette nåede hjem til sit middagsselskab, som Pernille for sjov havde lovet hende, og resten af
aftenen lå vi sammen under dynerne og lærte vores datter at kende.

Janus, 29 år.
Gift med Pernille, 29 år.
Far til Albert på 5 år og Vilja på 2 år.

Fødsler forandrer sig ikke meget gennem tiden, men sæder og skikke gør, og Hjemmefødselsordningen prøver jo hele tiden at følge med! Derfor har vi fornyet vores hjemmeside, og det har givet plads til noget nyt! EN BLOG! Her vil vi dele nogle af de fortællinger som vi bliver en del af, samt dele ud af det vi begejstres over. Vi vil invitere folk som har noget på hjerte til at dele det her, alt sammen for at udbrede budskabet om at hjemmefødsler er et sikkert og gratis tilbud, til alle raske gravide i Danmark. Måske kan disse indlæg med tiden inspirere andre regioner, til at oprette tilbud der ligner det, vi er så heldige at have i region Sjælland, et tilbud som både gavner familierne og jordemødrene.

                                                                                                                                     HOS,Ringsted ,September 2021

Min mand og jeg havde aldrig overvejet at vores første barn, og endda et barn der var længe undervejs, skulle fødes hjemme i stuen. Det gør man jo ikke, og især ikke når det er første gang, og det er jo mere sikkert at føde på hospitalet. Jeg kendte ingen der havde født hjemme og troede faktisk at det kun var noget man gjorde, når man ikke nåede på hospitalet.

Vi havde en privat jordemor og snakken omkring fødsel og dennes forløb begyndte at fylde mere og mere. Da hun begyndte at tale om de forskellig hormonelle processer der sker under sådan en fødsel, og hvor vigtig det var at man var tryg, glad og godt tilpas for at hormonerne rigtig skulle virke, kunne jeg godt se at det ikke kom til at ske på et hospital. Jeg har aldrig været tryk eller afslappet og bestemt ikke glad, på et hospital. Tværtimod frygtede jeg den travlhed og upersonlige behandling vi havde hørt fra flere at de havde oplevet når guldklumpen skulle til verden.

Det tog os 30 minutter at beslutte at jeg skulle føde hjemme. Der var jeg i 3. trimester og graviditeten havde været meget let og ubesværet.

Der gik ikke mere end et par timer fra vi kontaktede Hjemmefødselsordning Sjælland til at vi havde et møde i kalenderen. Efter vores første møde med Camilla fra Hjemmefødselsordningen var vi bare endnu mere sikre på, at det var det vi skulle. Vi følte os så sikre, trygge og forstået at alt frygt for en fødsel forsvandt. Der var en ægte interesse for, hvad vi ønskede og hvem vi var. Alle spørgsmål blev besvaret, vi fik udleveret lister omkring udstyr og tlf-numre og der var bare 100% tjek på alt.

Vi lavede selv en ønskeliste, men den var til hospitalet hvis uheldet var ude og vi skulle overflyttes. Det var ikke nødvendigt med en liste til jordemødrene fra hjemmefødselsordningen. De vidste præcis hvem vi var og hvad vi ville. Jeg vidste at vi ville tale sammen når fødslen var i gang, og at de ville høre og forstå mig.

En anden bonus var mødregruppen. Jeg blev tilknyttet en gruppe af kvinder der alle skulle føde i samme måned som jeg. Vi sås hver 14. dag allerede inden fødslerne begyndte at dumpe ind. Der var en jordemor tilstede og ved hver sammenkomst blev der målt maver og alle de andre ting der hører med. Det var så rart at der var en fagperson tilstede vi alle kunne tale med og spørge om alt mellem himmel og jord. Det var også hyggeligt og dejligt at følge de andre og se hvordan babyerne lige så stille kom til verden hjemme i privaten.

Min egen fødsel skete på terminsdatoen. Som førstegangsfødende sker det jo aldrig, men kl 06.00 ringede jeg til vagt-tlf og fik fat i jordemor Camilla der vurderede at hun hellere måtte komme forbi. Der havde jeg haft veer siden kl 04.00

Da hun dukkede op vurderede hun at jeg var i aktiv fødsel og blev. Bare det, at jeg kunne tulle rundt i mit eget hjem imens min søde jordemor sad ved mit spisebord og skrev lidt på pc, drak kaffe osv, var bare det mest trygge jeg kunne have tænkt mig. Det var så afslappet og rart. Jeg fik alle de råd og hjælp jeg ønskede. Da vi jo var derhjemme, lavede min mand lidt frokost og gik en tur med vores hund, der selvfølgelig også var hjemme med os. Der var intet pres på at jeg skulle nå noget, eller at Camilla havde travlt. Da hunden åd min mad, kunne vi alle grine af det, på trods af mine stærke veer.

Vores søn kom til verden foran sofaen hvor jeg blev støttet af min mand og Camilla. Der var intet drama og ingen problemer. Det var en fødsel lige efter bogen. Camilla guidede mig hele vejen igennem og var så professionel og nærværende at jeg på intet tidspunkt blev nervøs eller bange for, at noget skulle gå galt. Bagefter blev jeg lagt i sofaen med baby og alt var fred og ro. Min krop havde det fint og vores søn var helt perfekt. Det hele tog 12 timer og jeg var på intet tidspunkt utryg eller bange. Min krop havde fået den tid, ro og tryghed den havde brug for, så den kunne gøre det den skulle. Kl 18.00 kørte Camilla hjem, efter at have sikret sig at vi alle var ok. Der var ingen løse ender.

Vi var så glade for at vi bare kunne nyde vores lille familie uden at skulle ud i en bil med en helt ny baby. Camilla efterlod sig en lille blå gummiand hvor babys vægt, køn, fødselsdato og længde var skrevet på. Det er bare en dum badeand, men den minder os om den varme, og kæmpe overskud vi blev mødt med fra første færd.

Når andre førstegangsfødende spørger hvordan det gik og man skal dele ”krigshistorier”, er jeg meget kedelig at tale med. Jeg havde en drømmefødsel hjemme i stuen omgivet af mennesker og dyr jeg elsker. Jeg var i de tryggeste hænder, i mit eget hjem og kendte min jordemor.

Det var en underlig fornemmelse at vide, at jeg ikke skulle se nogen af de 3 dejlige jordemødre igen. De kommer så tæt på en når man står ved en af livets helt store oplevelser. Som afsked fik vi den fødejournal der var blevet lavet over fødslens forløbe. Det er ved at være 2 mdr siden, men det rører mig stadig dybt når jeg læser den. Jeg kan mærke den omhu og varme der er lagt i den. Det er ikke bare en kvittering; det er en personlig beretning over min fødsel. Hun har endda noteret at vores hund var den første der ”kyssede” baby da han kom til verden. Små detaljer som ikke er nødvendige at notere, men som gør fødslen til vores.

Stor tak til de dejlige jordemødre i ordningen. I gjorde den frygtede førstegangsfødsel til en drøm, og vores ønskebarn kom nænsomt til verden ved jeres hjælp og støtte. Vi er så taknemlige for at have delt oplevelsen med jer.  

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram