Førstegangsfødende - termin september 2019
Allerede inden jeg blev gravid var mit ønske at føde hjemme. Men da jeg fremlagde det for min
kæreste, var han noget skeptisk. Der gik knap et halvt år, så stod jeg med en positiv graviditetstest.
Tidligt kontaktede jeg Hjemmefødselsordning Sjælland og vi fik besøg af jordemoder Hanne, der
fint fortalte hvilket fantastisk (i hvert fald i mine øjne) tilbud Hjemmefødselsordning Sjælland er.
Da Hanne var gået, var min kæreste solgt og vi planlagde derfra en hjemmefødsel, men intet er
givet på forhånd og vi var klar over at vi kunne blive rådet til at føde på sygehuset.
D. 14 sep. 2019 vågner jeg kl. 3 fordi jeg skal tisse, det er ikke unormalt på dette tidspunkt i
graviditeten, 4 dage over termin. Jeg har lidt murren i underlivet, men falder fint i søvn igen og
vågner kl. 7 hvor jeg opdager at lidt af slimproppen er gået. Jeg tænker at vi inden alt for længe skal
møde vores søn, men jeg fortæller ikke min kæreste noget. kl. 10 kører vi en tur i skoven. Her
kommer der et par plukveer, der niver lidt mere end de andre jeg har haft i graviditeten, nu kan jeg
ikke længere holde nyheden for mig selv og min kæreste synes pludselig det er en dum ide at stå
midt ude i skoven, jeg husker ham på at der forsat kan gå maaaange timer før fødslen for alvor går
igang. På turen hjem handler vi, så køleskabet er fyldt op til de næste par dage.
kl. 18.30 ringer vi til vagttelefonen som tages af Jdm. Hanne, vi ringer blot for at fortæller der
måske sker noget i løbet af natten, men jeg havde endnu ingen veer, Kl. lidt over midnat ringer vi
endnu engang til Hanne, veerne er kommet og jeg kan ikke rigtigt finde ro. Kl. 1 kommer Hanne og
tjekker, alt er fint. Livmoderhalsen er udslettet, men jeg er blot 1-2 cm. åben, Hanne kører igen. kl.
5.30 er Hanne tilbage. Alt er forsat fint, men veerne er ikke regelmæssige. Hanne hviler lidt på
sofaen. Jeg kan ikke sove, får tilbudt akupunktur og takker ja. Min mand giver mig tryk a’la
Meyermetoden. Jeg falder i søvn mellem veerne, som stadig ikke er regelmæssige. kl. 8.30 kommer
min svigermor, hun skal være med til fødslen, hun er uddannet hypnoterapeut og har mange års
erfaring. Hun har dog aldrig brugt hypnose i forbindelse med en fødsel. Vi har gennem graviditeten
gjort brugt af hypnose og jeg er helt tryg ved hendes tilstedeværelse. Hanne der har hvilet på sofaen
og set til mig med jævne mellemrum kører kl. 11 til et planlagt barselsbesøg. kl. 13.30 er Hanne
tilbage hos os, veerne er taget til og Hanne konstaterer at de er koblede, hver anden har god styrke,
der dog hurtigt efterfølges af en mindre, der ikke gør noget for fødslen, men bare udtrætter mig. Vi
bliver enige om at forsøge noget mere aktivt, for at jeg ikke går helt træt i vearbejdet. Vi forsøger
med rebozo og spinning babies øvelser, det er tydeligt at mine veer tager til uden disse. Hanne, der
hyppigt gennem de mange timer, har lyttet til vores søns hjertelyd, konstaterer at den nu er forhøjet.
Jeg er 5 cm åben, men vores søn står for højt, og mine veer er forsat ikke regelmæssige i styrke,
selvom de er meget hyppige. Hanne forklarer at vi læner os op ad en overflytning. Hun tilbyde at
tage vandet, som en sidste mulighed. Hvis grønt fostervand eller forsat forhøjet hjertelyd overflyttes
vi. Vandet tages, det er ikke grønt. Hjertelyden retter sig, jeg opfordres til at blive i den noget
ubehagelige stilling, knæ albueleje, lidt endnu, for her er veerne gode og regelmæssige - også i
styrke.
1 time efter er veerne stadig gode og vores søns hjertelyd så fin. Vi fylder karret og det er så
SKØNT. Min mand støtter mig med tryk a’la meyermetoden og min svigermor støtter med hypnose
med GOD effekt. Omkring kl. 21 er jeg 6 cm åben, Hanner har i vores fødejournal skrevet at jeg
“hviler helt fantastisk mellem hyppige veer.” kl. 23 kommer pressetrangen over mig, den beskrives
bedst som følelsen af en stempelkande der presses sammen. Jeg kan ikke modstå og min krop gør
bare. kl. 23.30 fødes hovedet og vi har en lidt lang vepause, Hanne stimulerer min livmoder ved at
trykker mig let på maven, den næste presseve komme og vores søn fødes kl. 23.32. Han skriger
højt og klart. Efterfølgende fødes moderkagen i karret, mens min søn søger brystet. Han afnavles og
kommer op til sin far imens jeg stiger ud af karret. Jeg bliver undersøgt og har kun rifter, ingen
bristninger. Vores søn måles og vejes, 4140 g og 53 cm, inden Hanne kl. 2.45 kører igen.
På trods af den lange fødsel var jeg klar til at gøre det igen lige efter. Det var sådan en fantastisk
oplevelse, som vi ikke kan takke Hanne nok for. Jeg er sikker på at var vi blevet overflyttet, havde
jeg ikke haft samme ro omkring mig, til at fødslen faktisk, med lidt hjælp da vandet blevet taget,
forløb helt uden indgriben. Endnu engang tak til jdm. Hanne og jdm. Jette, det både gjorde
graviditet, fødsel og efterfødselsperioden tryg. Vi glæder os til fremtidige fødsler med jer.
Kærlige hilsner Kristian, Cornelius og Michelle
Hjemmefødsel
Hermed en kæmpe ros og en stor tak for det gode forløb vi har haft i forbindelse med, at vi tidligere i
år (2022) har benyttet hjemmefødselsordningen i Roskilde/Lejre området. Det var helt fantastisk
godt og vi har kun gode ord at sætte på oplevelsen.
Vi havde godt hørt om, men ikke tidligere seriøst overvejet, muligheden med en hjemmefødsel og vi
var først begge noget skeptiske overfor hele konceptet. Men efter de første
jordemoderkonsultationer og vi selv havde undersøgt og snakket det igennem, blev vi meget trygge i
det.
Min hustru er sygeplejerske og jeg er læge under uddannelse til alment praktiserende læge. Som led
i min speciallægeuddannelse har jeg i en periode bl.a. arbejdet på fødeafdelingen og
børneafdelingen på Roskilde Sygehus. På trods af, at jeg har set mange komplikationer hos den
fødende og barnet på mine vagter, kunne jeg godt forlige mig med tanken om, at en hjemmefødsel i
vores tilfælde gav god mening. Og jeg var tryg ved, at de komplikationer der evt. kunne opstå i
hjemmet også ville kunne håndteres på en god og sikker måde.
Det var min hustrus fjerde graviditet og i sammenligning med de tidligere graviditeter oplevede vi et
helt andet nærvær. Jordemødrene kom meget tæt ind på vores familie, hjem og liv og lærte os rigtig
godt at kende. Det medførte en i høj grad større naturlighed omkring graviditeten og planlægning af
fødslen end vi havde oplevet tidligere. Jordemødrene kom hjem til os, hvilket gjorde, at man ikke
skulle stresse for at nå til en konsultation et bestemt sted. Vores 3 ældre børn kunne også være med
til en konsultation, hvilket var en god oplevelse for dem og med til at forberede dem på det
forestående. Ligeledes var det trygt og godt kun at skulle forholde sig til få jordemødre, som man
kendte rigtig godt og vidste med største sandsynlighed ville være der til fødslen.
Selve fødslen var en tryg og god oplevelse. Vi ringede midt om natten og frem for selv at skulle køre
afsted over stok og sten under stressende omstændigheder med en kone med veer (som vi havde
gjort med de 3 andre), var det en befrielse bare at kunne blive i hjemmets trygge rammer. Simone
(jordemoder, som havde vagten den nat) kom hurtigt efter vi havde ringet. Hun kendte os godt og
vidste præcis hvad vores tanker og ønsker var til fødslen. Der var også en dygtig studerende med
som hjalp til. Det hele foregik under rolige omstændigheder og vores lille dreng fik de allerbedste
betingelser for en god start på livet. Vi kunne blive hjemme efter fødslen og bare nyde at være
sammen med ham.
Under graviditeten har min hustru også haft glæde af den fødselsgruppe hun var med i med andre
hjemmefødende gravide. De mødtes på skift i hinandens hjem og havde individuelle konsultationer
med jordemødrene, derudover hygge og snak om forskellige relevante emner. Også efterfølgende
har det været hyggeligt for min hustru at kunne mødes med gruppen.
Vi har således haft en rigtig god oplevelse med hjemmefødselsordningen i Region Sjælland og kan
klart anbefale denne!
Camilla og Samuel ,November 2022.
Om skepsis, overvejelser og beslutningen om hjemmefødsel
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg var skeptisk – nok endda afvisende – da Pernille, allerede
inden vi ventede vores andet barn, proklamerede at næste fødsel ville blive en hjemmefødsel.
Jeg forstod hende godt; jeg var jo med ved fødslen af vores første barn, som foregik på
sygehuset og som, grundet travlhed, overbelægning og manglende hænder havde sat sine
spor i os begge, men jeg havde alligevel svært ved at forestille mig vores hjem som et sted,
hvor en fødsel kunne foregå. Fostervand, blod og andre herligheder, lige midt på trægulvet i
stuen? På de hvide vægge, i sofaen, på vores splinternye smart-TV? Jeg ved ikke, hvorfor jeg
forestillede mig at diverse sekreter ville sprede sig mere i vores hjem end på en fødestue, men
det var bare som om, at fødslen, for mig, hørte til et andet sted end i hjemmet, og så blev disse
indre billeder af blodbad og fostervandsoversvømmelse åbenbart det mest håndgribelige, min
hjerne kunne præstere. Vores kompromis blev derfor, til at begynde med, en fødeklinik. På
den måde kunne Pernille hvile i, at der ville være en jordemoder til os, at der ville være ro, tid
og plads, og jeg ville kunne hvile i at fragte fødslen et sted hen, hvor andre havde styr på
sagerne.
Der gik ikke ret længe, før Pernille alligevel en dag, tidligt i graviditeten med vores datter,
sagde til mig, at hun havde brug for, at jeg gav tanken om hjemmefødsel en chance. Det var
vigtigt for hende, at vi begge var trygge under fødslen, men hun lagde også vægt på, at hun
ikke havde lyst til at køre i bil med veer (igen; dét forstår jeg godt – jeg var der sidst), at hun
gerne ville have vores eget køkken med vores eget udvalg af mad og drikke, vores egen bløde
seng og velkendte dyner og puder og slippe for at klæde vores lille nyfødte (og sig selv) i tøj,
spænde hende fast i en stiv og fremmed autostol og køre afsted allerede fire timer efter
fødslen. Hun drømte om at putte på sofaen hud mod hud med vores datter, uden
tidsbegrænsning og uden at være afhængig af andres skemaer. Jeg syntes, at hendes
argumenter var gode og meningsfulde, og jeg vidste, at det betød meget for hende, så vi aftalte
et uforpligtende møde med en jordemoder fra Hjemmefødselsordning Sjælland, som kom
hjem til os for at fortælle og svare på alle vores spørgsmål. Efter dén samtale var der ingen
tvivl. Selvfølgelig skulle fødslen foregå derhjemme, når det var det, Pernille helst ville, og jeg
følte mig tryg og velinformeret. Hun forsikrede mig drillende om, at hvis jeg en dag skal føde,
må jeg bestemme hvorhenne – og efter at have oplevet vores hjemmefødsel, må jeg
indrømme, at vi nok nupper endnu en, hvis jeg en dag skal dét 😉
Om hjemmefødslen fra en fars vinkel
Den lune septembermorgen, hvor Pernille vågnede med veer, var jeg allerede taget på
arbejde. Vores søns fødsel varede mindre end 6 timer fra første ve, så vi var forberedte på, at
det måske ville gå endnu hurtigere anden gang og jeg vidste, at det havde fyldt meget for
Pernille, som gerne ville have bare en lille smule kontrol over det relativt ukontrollerbare
fænomen, en fødsel vel oftest er. Hun ringede derfor til mig og sagde, at hun havde milde,
uregelmæssige veer, så jeg måtte meget gerne gøre det færdigt, som jeg var i gang med, og så
stille og roligt vende næsen hjemad. Hun havde talt med vores jordemoder, som også kendte
til hendes bekymringer om endnu en lynfødsel, og som derfor gerne kom og tjekkede, hvor i
processen vi var, selvom det kun lige var begyndt. Jeg nåede lige at komme hjem til at sende
Albert godt afsted med mormor, og Pernille var rolig og praktisk, pakkede skiftetøj og
løbecykel, sovebamse og bøger, uden at man overhovedet bemærkede, at hun havde veer.
Da Albert var sendt godt afsted bankede Jette på døren. I højt humør talte vi om, at jeg hellere
måtte begynde at finde fødekaret frem og fylde det, hvis det nu gik stærkt, for det betød meget
for Pernille at få den vandfødsel, som rammerne havde forhindret hende i første gang. Jette
havde et middagsselskab samme aften og Pernille jokede med, at det skulle hun nok nå. Mens
jeg var i gang undersøgte Jette hvor langt i forløbet Pernille var, men måtte give os den
nedslående besked, at hun var helt lukket og havde et par centimeter livmoderhals tilbage. At
det i princippet kunne blive samme dag eller om flere dage, det var ikke til at vide. Vi var
derfor helt trygge ved at sende hende afsted igen, efter lidt modningsakupunktur og en
peptalk. Så sad vi ellers dér i sofaen, Pernille med akupunkturnåle siddende i panden og ved
anklerne, jeg i arbejdstøjet. Vi havde nok begge forventet en mandel, der bare lige skulle
smuttes, men nu anede vi ikke om det overhovedet ville fortsætte eller gå i sig selv. Fødekarret
stod halvfyldt med låg på og ventede, ligesom os, på et tegn. Vi satte os til at se en serie, men
jeg tog mig selv i – måske lidt for ofte og lidt for afventende – at kigge mere på Pernille end på
skærmen, som om hun kunne give mig en update på, hvor vi var på vej hen. Da hun blev
tilstrækkeligt træt af min måske også lidt belastende adfærd, sparkede hun mig afsted på
fisketur (i nærheden af vores hus, naturligvis) med forvisning om, at hun ville ringe hvis der
skete mere. Jeg pakkede det mest basale grej og kørte hen og tog et par kast, men det var
svært for mig at samle mig om det. Jeg ringede til Pernille og spurgte, om jeg ikke skulle købe
sandwich med hjem til frokost og dén var hun med på. I mellemtiden havde hun taget et langt
bad, slimproppen var gået og veerne var taget til, så Jette var på vej for at se til hende igen.
Denne gang var livmoderhalsen udslettet og hun var to centimeter åben, så fremad gik det, om
end væsentligt langsommere end første gang. Pernille havde været helt tryg ved at sende Jette
afsted igen, fordi der aldrig var et øjebliks tvivl om, at hun ville komme igen når vi havde brug
for hende. Da jeg kom hjem med frokosten, havde Pernille lavet en varmedunk til sin lænd og
sad med en varmepude på maven. Jeg huskede fra vores søns fødsel, hvordan varme var
hendes bedste (og eneste) lindring, så jeg skyndte mig at fylde resten af fødekarret, så det var
klar når hun ville i. Pernille sendte Jette en SMS og spurgte, hvornår hun skulle ringe efter
hende. Jette foreslog at komme igen, når der var 4-5 minutter mellem veerne, så Pernille tog
tid på et par veer. Der var kun 3 minutter mellem dem. Jette kom med det samme, denne gang
med en stor taske og grinede “nu kører jeg altså ikke igen”. Pernille gik i vandet og arbejdede
med veerne på ligeså beundringsværdig vis som første gang. Jeg satte en kande kaffe over og
sad i sofaen og småsnakkede med Jette – og Pernille, som bød ind i vepauserne. Fødekarret var
placeret hvor vores sofabord plejede at stå, så vi sad ganske tæt og var klar med varme
håndklæder, massage og akupunktur, hvis Pernille skulle have brug for noget. Det meste af
tiden havde hun lukkede øjne, og vi bemærkede kun veernes hyppighed på hendes
koncentrerede vejrtrækning. Eftermiddagssolen skinnede ind gennem ruderne, da Pernille
sagde, at vandet var gået, og inden længe begyndte presseveerne. Alt var roligt, Jette guidede
Pernille i vejrtrækning og pres, så det ikke gik for stærkt. Hun vidste, at Pernille gerne selv
ville tage imod vores datter, så som det mest naturlige i verden guidede hun hende i at holde
og roligt føre Vilja op over vandets overflade, op på sit bryst.
D. 28. september 2018 kl. 16.01, skrev Jette på en lille, lilla badeand, som hun derefter satte i
vandet. Vilja var kommet til verden på den, for os, allerbedst tænkelige måde. I vores egen
velkendte stue, der emmede af ro og nærvær. Pernille blev i det varme vand og ammede Vilja,
som jeg sørgede for at pakke ind i et håndklæde, jeg holdt lunt ved at hælde vand på det med
en lille skål. Jette greb min telefon og både filmede og tog et par billeder, som for os er helt
uvurderlige. Efter en times tid lagde Pernille og Vilja sig op på sofaen, som vi havde dækket af
og redt op med bløde puder og dyner, og så lå de dér, hud mod hud, præcis som jeg vidste, at
det var vigtigt for dem. Jette sad i sofaen og færdiggjorde journalen og bedst som vi havde
besluttet at vente med at måle og veje, leverede Vilja en kæmpe portion mekonium på sin
mor. Vi grinede, forevigede det med endnu et par billeder og fik vasket dem begge, Jette
undersøgte Vilja og så lagde de sig tilbage under dynerne.
Jette nåede hjem til sit middagsselskab, som Pernille for sjov havde lovet hende, og resten af
aftenen lå vi sammen under dynerne og lærte vores datter at kende.
Janus, 29 år.
Gift med Pernille, 29 år.
Far til Albert på 5 år og Vilja på 2 år.
Fødsler forandrer sig ikke meget gennem tiden, men sæder og skikke gør, og Hjemmefødselsordningen prøver jo hele tiden at følge med! Derfor har vi fornyet vores hjemmeside, og det har givet plads til noget nyt! EN BLOG! Her vil vi dele nogle af de fortællinger som vi bliver en del af, samt dele ud af det vi begejstres over. Vi vil invitere folk som har noget på hjerte til at dele det her, alt sammen for at udbrede budskabet om at hjemmefødsler er et sikkert og gratis tilbud, til alle raske gravide i Danmark. Måske kan disse indlæg med tiden inspirere andre regioner, til at oprette tilbud der ligner det, vi er så heldige at have i region Sjælland, et tilbud som både gavner familierne og jordemødrene.
HOS,Ringsted ,September 2021
Min mand og jeg havde aldrig overvejet at vores første barn, og endda et barn der var længe undervejs, skulle fødes hjemme i stuen. Det gør man jo ikke, og især ikke når det er første gang, og det er jo mere sikkert at føde på hospitalet. Jeg kendte ingen der havde født hjemme og troede faktisk at det kun var noget man gjorde, når man ikke nåede på hospitalet.
Vi havde en privat jordemor og snakken omkring fødsel og dennes forløb begyndte at fylde mere og mere. Da hun begyndte at tale om de forskellig hormonelle processer der sker under sådan en fødsel, og hvor vigtig det var at man var tryg, glad og godt tilpas for at hormonerne rigtig skulle virke, kunne jeg godt se at det ikke kom til at ske på et hospital. Jeg har aldrig været tryk eller afslappet og bestemt ikke glad, på et hospital. Tværtimod frygtede jeg den travlhed og upersonlige behandling vi havde hørt fra flere at de havde oplevet når guldklumpen skulle til verden.
Det tog os 30 minutter at beslutte at jeg skulle føde hjemme. Der var jeg i 3. trimester og graviditeten havde været meget let og ubesværet.
Der gik ikke mere end et par timer fra vi kontaktede Hjemmefødselsordning Sjælland til at vi havde et møde i kalenderen. Efter vores første møde med Camilla fra Hjemmefødselsordningen var vi bare endnu mere sikre på, at det var det vi skulle. Vi følte os så sikre, trygge og forstået at alt frygt for en fødsel forsvandt. Der var en ægte interesse for, hvad vi ønskede og hvem vi var. Alle spørgsmål blev besvaret, vi fik udleveret lister omkring udstyr og tlf-numre og der var bare 100% tjek på alt.
Vi lavede selv en ønskeliste, men den var til hospitalet hvis uheldet var ude og vi skulle overflyttes. Det var ikke nødvendigt med en liste til jordemødrene fra hjemmefødselsordningen. De vidste præcis hvem vi var og hvad vi ville. Jeg vidste at vi ville tale sammen når fødslen var i gang, og at de ville høre og forstå mig.
En anden bonus var mødregruppen. Jeg blev tilknyttet en gruppe af kvinder der alle skulle føde i samme måned som jeg. Vi sås hver 14. dag allerede inden fødslerne begyndte at dumpe ind. Der var en jordemor tilstede og ved hver sammenkomst blev der målt maver og alle de andre ting der hører med. Det var så rart at der var en fagperson tilstede vi alle kunne tale med og spørge om alt mellem himmel og jord. Det var også hyggeligt og dejligt at følge de andre og se hvordan babyerne lige så stille kom til verden hjemme i privaten.
Min egen fødsel skete på terminsdatoen. Som førstegangsfødende sker det jo aldrig, men kl 06.00 ringede jeg til vagt-tlf og fik fat i jordemor Camilla der vurderede at hun hellere måtte komme forbi. Der havde jeg haft veer siden kl 04.00
Da hun dukkede op vurderede hun at jeg var i aktiv fødsel og blev. Bare det, at jeg kunne tulle rundt i mit eget hjem imens min søde jordemor sad ved mit spisebord og skrev lidt på pc, drak kaffe osv, var bare det mest trygge jeg kunne have tænkt mig. Det var så afslappet og rart. Jeg fik alle de råd og hjælp jeg ønskede. Da vi jo var derhjemme, lavede min mand lidt frokost og gik en tur med vores hund, der selvfølgelig også var hjemme med os. Der var intet pres på at jeg skulle nå noget, eller at Camilla havde travlt. Da hunden åd min mad, kunne vi alle grine af det, på trods af mine stærke veer.
Vores søn kom til verden foran sofaen hvor jeg blev støttet af min mand og Camilla. Der var intet drama og ingen problemer. Det var en fødsel lige efter bogen. Camilla guidede mig hele vejen igennem og var så professionel og nærværende at jeg på intet tidspunkt blev nervøs eller bange for, at noget skulle gå galt. Bagefter blev jeg lagt i sofaen med baby og alt var fred og ro. Min krop havde det fint og vores søn var helt perfekt. Det hele tog 12 timer og jeg var på intet tidspunkt utryg eller bange. Min krop havde fået den tid, ro og tryghed den havde brug for, så den kunne gøre det den skulle. Kl 18.00 kørte Camilla hjem, efter at have sikret sig at vi alle var ok. Der var ingen løse ender.
Vi var så glade for at vi bare kunne nyde vores lille familie uden at skulle ud i en bil med en helt ny baby. Camilla efterlod sig en lille blå gummiand hvor babys vægt, køn, fødselsdato og længde var skrevet på. Det er bare en dum badeand, men den minder os om den varme, og kæmpe overskud vi blev mødt med fra første færd.
Når andre førstegangsfødende spørger hvordan det gik og man skal dele ”krigshistorier”, er jeg meget kedelig at tale med. Jeg havde en drømmefødsel hjemme i stuen omgivet af mennesker og dyr jeg elsker. Jeg var i de tryggeste hænder, i mit eget hjem og kendte min jordemor.
Det var en underlig fornemmelse at vide, at jeg ikke skulle se nogen af de 3 dejlige jordemødre igen. De kommer så tæt på en når man står ved en af livets helt store oplevelser. Som afsked fik vi den fødejournal der var blevet lavet over fødslens forløbe. Det er ved at være 2 mdr siden, men det rører mig stadig dybt når jeg læser den. Jeg kan mærke den omhu og varme der er lagt i den. Det er ikke bare en kvittering; det er en personlig beretning over min fødsel. Hun har endda noteret at vores hund var den første der ”kyssede” baby da han kom til verden. Små detaljer som ikke er nødvendige at notere, men som gør fødslen til vores.
Stor tak til de dejlige jordemødre i ordningen. I gjorde den frygtede førstegangsfødsel til en drøm, og vores ønskebarn kom nænsomt til verden ved jeres hjælp og støtte. Vi er så taknemlige for at have delt oplevelsen med jer.
