Min mand og jeg havde aldrig overvejet at vores første barn, og endda et barn der var længe undervejs, skulle fødes hjemme i stuen. Det gør man jo ikke, og især ikke når det er første gang, og det er jo mere sikkert at føde på hospitalet. Jeg kendte ingen der havde født hjemme og troede faktisk at det kun var noget man gjorde, når man ikke nåede på hospitalet.
Vi havde en privat jordemor og snakken omkring fødsel og dennes forløb begyndte at fylde mere og mere. Da hun begyndte at tale om de forskellig hormonelle processer der sker under sådan en fødsel, og hvor vigtig det var at man var tryg, glad og godt tilpas for at hormonerne rigtig skulle virke, kunne jeg godt se at det ikke kom til at ske på et hospital. Jeg har aldrig været tryk eller afslappet og bestemt ikke glad, på et hospital. Tværtimod frygtede jeg den travlhed og upersonlige behandling vi havde hørt fra flere at de havde oplevet når guldklumpen skulle til verden.
Det tog os 30 minutter at beslutte at jeg skulle føde hjemme. Der var jeg i 3. trimester og graviditeten havde været meget let og ubesværet.
Der gik ikke mere end et par timer fra vi kontaktede Hjemmefødselsordning Sjælland til at vi havde et møde i kalenderen. Efter vores første møde med Camilla fra Hjemmefødselsordningen var vi bare endnu mere sikre på, at det var det vi skulle. Vi følte os så sikre, trygge og forstået at alt frygt for en fødsel forsvandt. Der var en ægte interesse for, hvad vi ønskede og hvem vi var. Alle spørgsmål blev besvaret, vi fik udleveret lister omkring udstyr og tlf-numre og der var bare 100% tjek på alt.
Vi lavede selv en ønskeliste, men den var til hospitalet hvis uheldet var ude og vi skulle overflyttes. Det var ikke nødvendigt med en liste til jordemødrene fra hjemmefødselsordningen. De vidste præcis hvem vi var og hvad vi ville. Jeg vidste at vi ville tale sammen når fødslen var i gang, og at de ville høre og forstå mig.
En anden bonus var mødregruppen. Jeg blev tilknyttet en gruppe af kvinder der alle skulle føde i samme måned som jeg. Vi sås hver 14. dag allerede inden fødslerne begyndte at dumpe ind. Der var en jordemor tilstede og ved hver sammenkomst blev der målt maver og alle de andre ting der hører med. Det var så rart at der var en fagperson tilstede vi alle kunne tale med og spørge om alt mellem himmel og jord. Det var også hyggeligt og dejligt at følge de andre og se hvordan babyerne lige så stille kom til verden hjemme i privaten.
Min egen fødsel skete på terminsdatoen. Som førstegangsfødende sker det jo aldrig, men kl 06.00 ringede jeg til vagt-tlf og fik fat i jordemor Camilla der vurderede at hun hellere måtte komme forbi. Der havde jeg haft veer siden kl 04.00
Da hun dukkede op vurderede hun at jeg var i aktiv fødsel og blev. Bare det, at jeg kunne tulle rundt i mit eget hjem imens min søde jordemor sad ved mit spisebord og skrev lidt på pc, drak kaffe osv, var bare det mest trygge jeg kunne have tænkt mig. Det var så afslappet og rart. Jeg fik alle de råd og hjælp jeg ønskede. Da vi jo var derhjemme, lavede min mand lidt frokost og gik en tur med vores hund, der selvfølgelig også var hjemme med os. Der var intet pres på at jeg skulle nå noget, eller at Camilla havde travlt. Da hunden åd min mad, kunne vi alle grine af det, på trods af mine stærke veer.
Vores søn kom til verden foran sofaen hvor jeg blev støttet af min mand og Camilla. Der var intet drama og ingen problemer. Det var en fødsel lige efter bogen. Camilla guidede mig hele vejen igennem og var så professionel og nærværende at jeg på intet tidspunkt blev nervøs eller bange for, at noget skulle gå galt. Bagefter blev jeg lagt i sofaen med baby og alt var fred og ro. Min krop havde det fint og vores søn var helt perfekt. Det hele tog 12 timer og jeg var på intet tidspunkt utryg eller bange. Min krop havde fået den tid, ro og tryghed den havde brug for, så den kunne gøre det den skulle. Kl 18.00 kørte Camilla hjem, efter at have sikret sig at vi alle var ok. Der var ingen løse ender.
Vi var så glade for at vi bare kunne nyde vores lille familie uden at skulle ud i en bil med en helt ny baby. Camilla efterlod sig en lille blå gummiand hvor babys vægt, køn, fødselsdato og længde var skrevet på. Det er bare en dum badeand, men den minder os om den varme, og kæmpe overskud vi blev mødt med fra første færd.
Når andre førstegangsfødende spørger hvordan det gik og man skal dele ”krigshistorier”, er jeg meget kedelig at tale med. Jeg havde en drømmefødsel hjemme i stuen omgivet af mennesker og dyr jeg elsker. Jeg var i de tryggeste hænder, i mit eget hjem og kendte min jordemor.
Det var en underlig fornemmelse at vide, at jeg ikke skulle se nogen af de 3 dejlige jordemødre igen. De kommer så tæt på en når man står ved en af livets helt store oplevelser. Som afsked fik vi den fødejournal der var blevet lavet over fødslens forløbe. Det er ved at være 2 mdr siden, men det rører mig stadig dybt når jeg læser den. Jeg kan mærke den omhu og varme der er lagt i den. Det er ikke bare en kvittering; det er en personlig beretning over min fødsel. Hun har endda noteret at vores hund var den første der ”kyssede” baby da han kom til verden. Små detaljer som ikke er nødvendige at notere, men som gør fødslen til vores.
Stor tak til de dejlige jordemødre i ordningen. I gjorde den frygtede førstegangsfødsel til en drøm, og vores ønskebarn kom nænsomt til verden ved jeres hjælp og støtte. Vi er så taknemlige for at have delt oplevelsen med jer.
